![]() |
![]() |
|||||||
![]() |
![]() |
![]() |
||||||
|
|
||||||||
| Afgift Der er i Danmark indført en særlig afgift på visse PVC-produkter. Vinduer og døre i plast er ikke belagt med afgift. Det skyldes at der er etableret en velfungerende indsamlings- og genbrugsordning for bl.a. kasserede plastvinduer - en ordning som også sikrer at al plastaffald fra fabrikation og installation genbruges. Bag ordningen står selskabet WUPPI A/S, der er etableret af en række plastvirksomheder på privat initiativ. Alle plastsektorens medlemmer er omfattet af ordningen. Bly Vinduer i plast er tidligere blevet stabiliseret med bly. Fra december 2001 er dette ikke længere tilladt, idet der er vedtaget en bekendtgørelse som generelt forbyder brugen af bly i Danmark. Danske vinduesproducenter anvender i dag en letmetalforbindelse som stabilisator i plasten. Forud er gået et omfattende og kostbart udviklingsarbejde, så danske plastvinduer i dag som de eneste i verden fremstilles helt uden tungmetaller. Der er dog ingen grund til bekymring, hvis man har installeret ældre vinduer stabiliseret med bly. Blyforbindelsen findes fast bundet i plastprofilet og frigøres ikke til omgivelserne. Det er også baggrunden for, at Miljøstyrelsen har dispenseret fra blybekendtgørelsen, så gamle plastvinduer med bly fortsat må genbruges. Bly som stabilisator må fortsat anvendes til plastvinduer i de fleste lande udenfor Danmark. Disse vinduer må naturligvis ikke sælges og anvendes herhjemme. Kemikalieinspektionen under Miljøstyrelsen er kontrolmyndighed. Brand Plastvinduer fremstillet i hård PVC kan ikke brænde. Der er eksempler på huse der er totalt nedbrændte, hvor vinduesrammerne i plast står intakte tilbage og fortsat kan åbnes ubesværet. Vinduesindustrien har på baggrund af artikler i dagspressen været i dialog med Brand- og sikringsteknisk Institut om problematikken. Her bekræfter man, at der ikke er nogen særlig brandrisiko ved plastvinduer contra vinduer i andre materialer. Ved mindre brande, hvor plastvinduerne ikke er i direkte kontakt med ilden, vil de som regel kunne renses og/eller repareres og anvendes på ny. Farver Langt de fleste plastvinduer fremstilles i hvid gennemfarvet PVC. Men det er også muligt at få plastvinduer i næsten alle farver. Fremgangsmåden er forskellig fra fabrikant til fabrikant. Nogle pålægger en tynd farvet film, andre sprøjtemaler profilerne og andre igen kan levere profiler der er gennemfarvet i udvalgte kulører. I alle tilfælde er der tale om holdbare løsninger, som normalt ikke betyder ekstra vedligeholdelse eller kortere levetid. Det er også muligt selv at male sine "gamle" vinduer, hvis man ønsker ny farve, men resultatet vil være et vindue som fremover skal vedligeholdes ligesom f.eks. et malet trævindue. Forbrænding Gamle udtjente plastvinduer bør genanvendes og ikke havne i den almindelige affaldsforbrænding. Det skyldes, at det er en meget bedre ressourceudnyttelse at indsamle og genbruge gamle vinduer. Det sker gennem den såkaldte WUPPI-ordning, som branchen er tilsluttet. Nye plastvinduer uden tungmetaller som stabilisatorer kunne dog også skaffes af vejen via forbrændingsanlæggene uden at belaste miljøet. Af politiske årsager har man fravalgt denne løsning. Garanti Alle medlemmer af Vinduesindustrien giver 5 års garanti på deres produkter. De fleste er desuden tilsluttet BygGaranti, som ligeledes giver 5 års garanti på såvel håndværk som materialer. Ordningen betyder, at vinduerne løbende kontrolleres af Dansk Vindues Certificering, som anvender Dansk Teknologisk Institut som uvildig part. Hængsler Hængsler og beslag til vinduer har uanset materiale godt af en dråbe olie i ny og næ. Normalt vil det være fuldt tilstrækkeligt med smøring en gang om året, medmindre vinduer er udsat for ekstrem påvirkning af vind og vejr. Indbrud Plastvinduer har ry for at være nemme at bryde igennem for bl.a. indbrudstyve. Denne påstand kan være rigtig for enkelte ældre modeller. Men moderne plastvinduer med indlagte armerede stålprofiler er mindst lige så indbrudssikre som andre vinduestyper. Mange er som standard forsynet med sikkerhedsbeslag og håndtag der kan låses. Dette kan yderligere suppleres med sikkerhedsglas. Afhængig af anvendelsen anbefales det at tage en snak med sin leverandør om, hvilke glastyper og sikkerhedsbeslag der kan monteres. Gælder det ældre vinduer vil sikkerhedsbeslag og specielle glas næsten altid kunne eftermonteres. Indeklima Alle plastvinduer fra Vinduesindustriens medlemmer er indeklimamærkede. Det betyder, at man opfylder en lang række krav i forbindelse med afgasning. Det er med andre ord en garanti for, at der ikke slipper opløsningsmidler eller andre uønskede stoffer fra vinduet ud i de lokaler, hvor vi opholder os. Isolering Et vindues isoleringsevne afhænger både af profil og glas. De fleste moderne danske plastvinduer fremstilles i dag med et 3-kammer profil med en indlagt armeret og galvaniseret stålprofil. Det sikrer både styrke og optimal isolering. Plastvinduer kan leveres med mange forskellige typer glas. Leverandøren er ofte den samme uanset om vinduet er af plast, træ, metal eller træ/alu. Plastvinduer kan også leveres med de nye energimærkede ruder, og adskillige leverandører arbejder desuden på at få hele vinduet energimærket. Kadmium De første plastvinduer der blev fremstillet i Danmark var baseret på profiler stabiliseret med kadmium i overensstemmelse med daværende lovgivning. Brugen af kadmium er siden blevet forbudt og har i mange år ikke været anvendt af danske fabrikanter. Gamle vinduer stabiliseret med kadmium udgør dog ikke nogen sundhedsrisiko, idet metallet findes fast bundet i plasten og ikke frigøres til omgivelserne. Udtjente plastvinduer stabiliseret med kadmium indsamles som andre plastvinduer, men genbruges ikke. Vinduer fremstillet af plastsektionens medlemmer stabiliseres i dag med en miljøvenlig letmetalforbindelse. Kondens Plastvinduer er meget isolerende og desuden er plast et ikke-ledende materiale. Det betyder at der meget sjældent er problemer med kondensvand og fugt, således som det er normalt ved anvendelse af mere temperaturfølsomme materialer. Kombineres plastprofiler med lavenergiruder elimineres kuldenedfaldet og dermed kondens og fugt helt. Levetid De ældste danske plastvinduer er ca. 35 år gamle og fortsat fuldt funktionsdygtige. I udlandet findes tilsvarende vinduer, der er op i mod 50 år. På den baggrund er det umuligt at sige, hvor længe et plastvindue kan holde, men sandsynligheden taler for at det funktionelt kan holde i mindst 100 år. Når plastvinduer i dag skiftes skyldes det aldrig at de er nedbrudte, men alene ønsket om at få installeret nye og mere tidssvarende vinduer med bedre energiegenskaber og et mere moderne arkitektonisk udseende. Alle vinduesindustriens medlemmer er tilsluttet BygGaranti, der betyder 5 års garanti på både håndværk og materialer. Herudover har flere fabrikanter supplerende garantiordninger. Lyddæmpning Plast er et ikke ledende materiale. Dette gælder også lydbølger. Derfor vil man ofte opleve, at man automatisk og helt gratis opnår en bedre lyddæmpning, når man skifter til plastvinduer. Meget afhænger dog af det glas som vinduet er monteret med. De forskellige fabrikanter anvender forskellige standard løsninger. Har man brug for en særlig lyddæmpende effekt, kan alle vinduer leveres med specialglas, der effektivt holder støjen ude. Livscyclus Det er moderne at vurdere et produkt på grundlag af dets energi- og miljøbelastning fra "vugge-til-grav". Der er også foretaget sådanne livscyclusanalyser af vinduer. Den mest omfattende er foretaget i Schweiz af det uafhængige institut EMPA. Konklusionen var, at der var fordele og ulemper ved alle materialer, og at et fravalg af et bestemt materiale ud fra en livscyclusvurdering ikke var rimelig. I undersøgelsen indgik vinduer i plast, træ og metal. Vinduesindustriens medlemmer har presset på for at få foretaget en ny tidssvarende livscyclusanalyse af vinduer i forskellige materialer, men hidtil forgæves. EU-kommisionen har dog taget initiativ til en sammenlignende analyse af PVC-produkter og alternativer i andre materialer. Analysen vil bl.a. omfatte vinduesprofiler. Misfarvning Plastvinduer misfarves ikke. Selv stærk påvirkning af vind og vejr får ikke plastprofilerne til at ændre udseende og der opstår ikke revner som kan få fugt til at trænge ind. Heller ikke solens kraftige UV-stråler påvirker plastoverfladen. Hvis vinduet efter nogle år får en kedelig overflade, skyldes det således ikke at plasten som sådan reagerer, men alene almindeligt skidt og snavs, der altid kan vaskes af. Eneste undtagelse herfra er enkelte af de allerførste vinduer som er installeret i Danmark. Her kan der være tale om en reel misfarvning, fordi man dengang anvendte mindre holdbare PVC-blandinger. Det sker ikke i dag. Påstande om at plastvinduer gulner med tiden har således ingen relevans i forhold til de vinduer som sælges i dag. Miljø Plastvinduer fremstilles i dag i en miljøtilpasset PVC stabiliseret med en letmetalforbindelse. Plastsektionens medlemmer er desuden tilsluttet den såkaldte WUPPI-ordning, som betyder at alle gamle og udtjente plastvinduer indsamles og genbruges til nye plastprodukter. Det er i dag et lovkrav at PVC-affald indsamles og udsorteres. På næsten alle kommunale genbrugspladser er opstillet særlige WUPPI-containere, hvor private vederlagsfrit bl.a. kan aflevere deres udtjente plastvinduer. Professionelle, f.eks. entreprenører og byggefirmaer, kan ved henvendelse til WUPPI mod et mindre vederlag få afhentet kasserede vinduer ligeledes med henblik på genbrug. Al plastspild fra fabrikationen af profiler og installation af vinduer indsamles og genbruges også. Ud fra en miljømæssig betragtning er vinduer i plast derfor også en god løsning. Ingen andre vinduestyper kan tilbyde en tilsvarende "miljøgaranti". Priser Prisen på plastvinduer kan naturligvis variere. Husk at sammenligne pris og kvalitet, og om leverandøren er omfattet af branchens garantiordninger. Som en tommelfingerregel gælder, at prisen på kvalitetsvinduer i plast er på niveau med prisen på de bedste vinduer i træ, men lidt lavere end prisen på træ/alu vinduer. Når man sammenligner priser bør man ikke kun se på anskaffelsesprisen her og nu, men også medregne omkostninger til reparation og vedligeholdelse. Også vinduets forventede, samlede levetid er afgørende for totaløkonomien. Medtages alle disse forhold, vil plastvinduet i næsten alle tilfælde være den billigste løsning på sigt. PVC Plastvinduer er fremstillet af materialet PVC, der er verdens næstmest anvendte plastmateriale. Den PVC som danske vinduesfabrikanter anvender, er fremstillet på moderne vesteuropæiske anlæg, der er underkastet de strengeste krav til miljø og arbejdsmiljø. Vinduesprofilerne fremstilles enten på fabrikker i Danmark eller baserer sig på importerede profiler især fra Tyskland. Uanset hvor profilerne kommer fra, så er de underkastet dansk lovgivning. Det betyder at PVC´en er uden indhold af tungmetaller eller andre miljøskadelige stoffer. Blødgørere de såkaldte phthalater anvendes ikke i vinduesprofiler. Hård PVC anerkendes i dag som et fremragende materiale uden væsentlige miljøgener. Miljøminister Hans Chr. Schmidt kalder således PVC for "et rigtig godt materiale". Der er således ingen fornuftige grunde til at fravælge plastvinduer p.g.a. PVC-indholdet. Rengøring Plastvinduer er nemme at rengøre og kræver ingen særlig vedligeholdelse. Normalt er afvaskning med sæbevand og efterskylning med rent vand tilstrækkeligt til at bevare den flotte overflade. Nogle anbefaler at anvende auto-shampoo til vask p.g.a. indholdet af voks. Er der tale om vinduer der er udsat for ekstrem forurening kan det være nødvendigt at gå mere grundigt til værks. Dette gælder også indvendigt, hvis vinduet f.eks. har været udsat for mange års intens tobaksrøg. Men under alle omstændigheder kan plastvinduet rengøres, idet enhver form for skidt lægger sig på overfladen og ikke trænger ind i plastprofilet. Spørg eventuel din leverandør, der som regel også kan levere et særligt rengøringssæt. Der findes firmaer som har specialiseret sig i rengøring af særligt beskidte plastvinduer. Reparationer Det er en misforståelse at plastvinduer ikke kan repareres, noget andet er at det meget sjældent er nødvendigt. Men er der opstået skader på profilerne f.eks. på grund af hærværk eller indbrud, så kan det i langt de fleste tilfælde udbedres let og billigt og uden at efterlade synlige spor. Det gælder også skruehuller fra persienner eller gardiner. Disse huller kan problemfrit fyldes ud, så profilet atter fremstår som nyt. Er der tale om større skader, vil det som oftest være muligt at udskifte et helt profil eller at dække skaderne med en tynd plastliste. Mulighederne er mange, så hvis uheldet er ude, så kontakt din leverandør eller et af de specialfirmaer som findes på markedet. Tætningslister Plastvinduer er forsynet med tætningslister for at sikre optimal isolation. Tætningslister kan med årene blive stive. Dette forebygges ved at smøre dem med silikone, nøjagtigt som man gør med listerne på sin bil. Udseende Plastvinduer fremstilles i dag med rammer, poster og sprosser af samme dimensioner som vinduer af f.eks. træ eller træ/alu. Både ved nybyggeri og ved renovering er det derfor muligt at opnå præcist det æstetiske udtryk man ønsker. Påstanden om at plastvinduer er grove og klodsede hører fortiden til og baserer sig på de allerførste plastvinduer opbygget på importerede profiler. Moderne plastvinduer findes i alle udformninger og variationer og kan naturligvis også fremstilles efter mål. En del kommunale lokalplaner diskriminerer mod plastvinduer. Medmindre der er tale om bygninger eller bydele med særlige bygningshistoriske kvaliteter er dette uacceptabelt og sandsynligvis ulovligt. Støder du på et tilfældigt og umotiveret forbud mod plastvinduer, anbefaler vi at du kontakter VSO Plast eller en af medlemsvirksomhederne. Vedligeholdelse Plastvinduer kræver næsten igen vedligeholdelse. Naturligvis kan skidt og snavs sætte sig på overfladen som på ethvert andet vindue. Men det er let at rengøre. Lidt sæbevand evt. tilsat lidt autoshampoo er det hele der skal til for at holde vinduerne rene. Skyl efter med almindeligt rent vand. Hængsler og andre bevægelige kan man give en dråbe olie, hvis de begynder at gå lidt trægt. Det er alt hvad du behøver for at bevare dine plastvinduer som nye år efter år. Økonomi Når du køber nye vinduer bør du ikke kun se på anskaffelsesprisen, men også på de løbende driftsomkostninger og på vinduets samlede levetid. Et meget billigt vindue kan dermed nemt gå hen at blive det dyreste i det lange løb. Plastsektionens medlemmer fremstiller kun plastvinduer i høj kvalitet omfattet af branchens garantiordninger. Prisen vil normalt være på niveau med prisen på de bedste vinduer i træ. Vinduer i træ/alu er sædvanligvis lidt dyrere end plastvinduer. Men plastvinduer holder næsten evigt. Der er næsten ingen omkostninger til løbende vedligeholdelse og energiøkonomien er optimal. Det er der ingen andre vinduestyper som kan matche. Plastvinduer er økonomisk snusfornuft. Både i dag og på sigt. |
||||||||